Vi er sjælen: Ikigai, livsglæde og formål, når alt bliver muligt. Når alle kan alt, bliver den sværeste og vigtigste evne at vælge det, du holder nok af til at give din tid. Her er mit syn på arbejde, livsglæde og formål i AI's tidsalder, set gennem ikigai.
Livsglæde begynder en helt almindelig morgen
Jeg har haft mange kasketter på. Jeg har undervist i mere end 20 år, og jeg er tidligere skoleleder. Fra 2006 til 2009 var jeg Campaign Manager hos UNICEF Danmark, hvor jeg var med til at bygge fundraisingafdelingen op. I omkring 20 år har jeg drevet mit eget bookingbureau, Kvalitetsbooking. Jeg har optrådt som musiker, som DJ GrannMaster, som stand-up-komiker og som konferencier. I dag arbejder jeg med ikigai, ADHD-coaching og mentoring, og jeg har mere end 20 AI-assistenter i gang i mit daglige arbejde.
Alt det har lært mig én ting: at livsglæde og arbejde ikke er hinandens modsætninger. Mine bedste dage, i et klasseværelse, bag pulten eller i et møde, var dem, hvor det, jeg lavede, føltes som et udtryk for den, jeg er. Japanerne har et ord for den følelse. Det hedder ikigai.
De fire cirkler og de små grunde til at stå op
Ikigai oversættes ofte med "en grund til at være til" eller ganske enkelt det, der gør livet værd at leve. I Vesten tegner vi det typisk som fire cirkler, der overlapper hinanden:
- Det, du elsker
- Det, du er god til
- Det, verden har brug for
- Det, du kan få betaling for
Dér, hvor alle fire mødes, finder du ifølge modellen din ikigai. Jeg bruger cirklerne meget i mine mentorforløb, fordi de er en enkel og ærlig måde at se på et liv.
Men det, jeg synes er endnu smukkere, er dette: Diagrammet med de fire cirkler er i høj grad en vestlig fortolkning. I Japan er ikigai ofte meget mindre og meget tættere på hverdagen. Det kan være morgenkaffen, haven, børnebørnene, den stille tilfredsstillelse ved et stykke arbejde, der er gjort ordentligt. Ikke ét stort livsformål mejslet i sten, men små, daglige grunde til at komme ud af sengen.
Vi har brug for begge dele: Cirklerne giver retning, de små grunde giver glæde.
Når alle kan alt
Sådan ser jeg fremtiden: Vi er på vej ind i en verden, hvor AI gør næsten alt muligt. I mit eget arbejde kan jeg med mit team af AI-assistenter og den lokale AI på min MacBook Pro M5 alene lave ting, som før krævede et helt team: tekst, design, research, musik, planlægning. Murene mellem "det kan jeg" og "det kan jeg ikke" falder.
Det lyder som frihed, og det er det også. Men det skaber et nyt problem. Når alle kan alt, er det knappe ikke længere evnen. Det knappe er valget. Det bliver virkelig, virkelig svært rent faktisk at begrænse sig til noget, man bruger nævneværdig tid på. Der vil altid være et nyt projekt, et nyt værktøj, en ny mulighed, bare én prompt væk.
Som ADHD-coach kender jeg den følelse godt, og jeg tror, hele verden er ved at få en smagsprøve på den: for mange åbne døre, for mange skinnende muligheder og det stille spørgsmål sidst på dagen: "Men hvad blev jeg egentlig til?"
Derfor tror jeg, at det at finde vores formål, vores livsglæde og det, vi virkelig har lyst til at fokusere på, sandsynligvis bliver det vigtigste for mennesker fremover. Ikke som en luksus. Som en nødvendighed.
Hvad Japan kan lære os om hengivenhed
For at finde et svar vender jeg mig mod den japanske kultur. Japansk har et ord, shokunin, for håndværkeren. Det beskriver ikke kun dygtighed, men en holdning: en følelse af ansvar for at gøre sit arbejde så godt, som det overhovedet kan gøres, for de menneskers skyld, der skal bruge det. Tænk på sushilærlingen, der kan bruge år på risen, før han får lov at røre fisken, på sværdsmeden, på tømreren, der samler træ uden søm, på pottemageren, der former den samme skål igen og igen. Mange af disse mestre bruger et helt liv på ét håndværk. Og der ligger en dyb, stille stolthed i det.
Samuraierne bar på en lignende ånd. Bushido, krigerens vej, var et ideal om disciplin, loyalitet og selvbeherskelse. En samurai trænede med sværdet dag efter dag, år efter år, og mange dyrkede også kalligrafi, poesi eller teceremonien med samme alvor.
Og så er der kaizen: løbende forbedring, små skridt hver dag. Ikke det store gennembrud, men at blive en lille smule bedre til det, man har valgt.
Det er sådan, jeg tror, mennesker i fremtiden kan blive til noget. Ikke ved at gøre alt, for snart kan alle det. Men ved at vælge noget, hengive sig til det og være stolte af at blive virkelig dygtige til det. I en verden med uendelige muligheder bliver dybde den nye luksus.
Hvor liv og arbejde smelter sammen
Det, der slår mig mest ved den tradition, er, at arbejdet ikke er noget, man gør for at kunne leve bagefter. Arbejde og liv smelter sammen. Lykke, en følelse af formål, en pligtfølelse over for håndværket og de mennesker, det tjener, og glæden ved at lære, perfektionere og gøre: I den japanske håndværkstradition bliver alt det til selve livet.
Man kan høre det i sproget. Mange japanske kunstarter ender på -do, som betyder "vejen": sado eller chado, teens vej; shodo, penslens vej; budo, kampkunstens veje. At lave te, at skrive et tegn, at trække et sværd: Intet af det er bare en opgave. Det er en vej, man går hele livet, og det er selve vejen, der er meningen.
Sammenlign det med, hvordan mange af os bruger vores fritid. Livet er ikke at sidde derhjemme og kigge på sin PlayStation eller bare hænge ud i storcentret. Og ja, jeg kender ironien: Japan er også landet, der gav os PlayStation og nogle meget store indkøbscentre. Ikke alle i Japan lever som mesterhåndværkere. Men idealet, som Japan har holdt i live, er tydeligt: Livet er den tid, du bruger på de ting, der faktisk har mening og sjæl, som kunst og håndværk. Det er dét, vi kan lære af.
Vi er sjælen, AI er hænderne
Mange frygter, at AI tager over, og at vi ender som passagerer, mens maskinerne handler gennem os. Jeg ser det lige omvendt. Vi er ikke længere den enhed, der handler. Vi er faktisk sjælen.
Selvom vi måske tror, at det er AI, der handler gennem os, er det faktisk det modsatte. Vi er centrum. Vi er sjælen. Vi er epicentret. Og al AI handler på vores vegne.
AI kan næsten alt, men den ved ikke, hvad der er værd at gøre. Den har ingen smag af egen, ingen længsel, ingen grund til at stå op om morgenen. Det er dér, vi kommer ind. Vores smag, vores værdier, vores humor, vores hengivenhed til den ene ting, vi elsker: Det er det, der kan give AI en sjæl og en personlighed. Fremtidens shokunin holder måske ikke altid selv værktøjet. Men de ved præcis, hvordan arbejdet skal føles, og de nøjes ikke med mindre.
Jeg oplever det hver dag med mine egne assistenter: Retningen, tonen og "nej, det er ikke helt det" kommer fra mig. Uden det producerer de en masse. Med det producerer de noget, der føles som mit.
At lære at nyde at være den, vi er
Vores opgave nu er, tror jeg, at lære, og at nyde, hvordan vi udfolder det, vi er, og det, vi interesserer os for, i en ny verden af evner og farer og muligheder og en endeløs uendelighed af valg.
Farerne er virkelige. Det er let at drukne i muligheder, at fortabe sig i endeløs produktion, at lade værktøjerne bestemme for os. Det er netop derfor, ikigai betyder noget. Det er et anker. Det stiller de fire spørgsmål igen og ét til: Hvilken lille ting gør dig glad for at stå op i morgen?
Og her er det, der binder det hele sammen. Når AI klarer resten, får vi tid tilbage. Spørgsmålet er, hvad vi bruger den på. Jeg håber, at den frigjorte tid går til håndværket, ikke til sofaen. For livet er ikke de timer, vi slår ihjel. Livet er den tid, vi bruger på det, der har mening og sjæl.
Find den. Vælg den. Bliv en lille smule bedre til den hver dag. Vær stolt af den. Lad AI være hænderne, og husk, at du er sjælen.
Hvis du vil udforske din egen ikigai, alene eller med dit team, vil jeg meget gerne tale med dig. Book: olivercgrann@hotmail.com · +45 2757 3670 · LinkedIn. Relateret: Hvad er et Ikigai-mentorforløb · Ikigai, ADHD-coaching og mentoring · AI ekspert: mit bud på fremtiden.